Vi spørger, I svarer: Hvad længes du efter i dit liv?

Det er lettere at svare på, hvad jeg glæder mig til, føler jeg … Ordet “længsel” har af en eller anden grund en lidt “svævende melankoli” over sig, som om man ikke er tilfreds med, hvor man er, og som om, der må være noget dybt eksistentielt over det, man længes efter.

Jeg føler i hvert fald, at jeg lige nu er i en fase midt i livet, hvor jeg oplever, at jeg er ved at afslutte et kapitel, og nu længes efter – og glæder mig til – at fuldføre de sidste sider i løbet af de næste år og få frigjort noget mere tid til at fuldføre projekter, jeg har startet, og tage mig mere energi og tid til at skabe visuelle, litterære og sociale udtryk af det, jeg bærer på af inspiration inde i mig. Ord, billeder, linjer, udtryk, som jeg har brygget på længe (nok).

Tom André Håland (42),

Socialarbejder og illustratør

Jeg længes efter en stemme.

En stemme, som var en af de allerførste, jeg hørte. En stemme som hakkede, skældte ud og plaprede alt for meget. Men også en stemme, der trøstede og varmede, som forstod mig og kærede sig om mig mere end nogen anden.

En stemme, som plejede at synge alt for højt, og ofte forkert, på bænkerækkerne på en søndag. Som gjorde mig flov. Men som alligevel med stor indlevelse og inderlighed hver aften også sang utallige godnatsange for urolige (og utaknemmelige) mig.

Stemmen var blød, musikalsk og moderlig. Men den kunne også blive hård og streng. Så var det ofte en anden klang, der lå under. Den var bange. Spørgende og usikker. Som om den havde brug for hjælp, men ikke ville være til besvær.

Jeg lyttede ikke altid til stemmen. Det fortryder jeg nu. For stemmen skulle forsvinde meget hurtigere, end jeg var klar over. Meget hurtigere, end stemmer bør stilne.

Mod slutningen var den svag, næsten barnlig. Den bad mig om at synge, om at læse, sådan som stemmen selv havde gjort det for mig.

Til sidst blev den bare en hvisken. For snart ni år siden gav den for sidste gang lyd fra sig.

Længe efter kunne jeg spille stemmen inde i mit hoved. Jeg huskede præcis, når den hævede sig, og præcis når den knækkede. Nu kan jeg ikke fremkalde den længere.

Jeg længes for det meste efter ikke at føle længsel. Uden helt præcist at vide, hvad jeg egentlig længes efter. Jeg er ikke så meget i harmoni, som jeg kunne ønske mig. Selv om jeg føler mig tættere på en harmoni, stemmer det stadig ikke helt. Lidt som at prøve at stemme en guitar på gehør, men så mangler du en tone. Det lyder fint nogle gange, og andre gange helt forkert.

Jeg har siden jeg var barn længes efter at kunne tro på noget mere, som jeg måske er mere åben overfor nu. Jeg er selvudnævnt ateist, men der er sket meget i livet, som virker så usandsynligt, at man kan tænke, at der muligvis er noget åndeligt. Men jeg ved ikke, om jeg vil kalde det åndeligt, hellere noget uforklarligt. At jeg kan være mere åben for at give kortene til universet.

At vågne op til melodien af fuglesang ved solopgang. Ro. Aromaen fra friskkværnede kaffebønner, som brygges til en fuldendt kop med toner af nødder, chokolade og frugt. En stille morgen med et simpelt, men ægte brunchbord. Gode samtaler ved bordet med gode, gamle venner. Tid med Gud på en lang tur i bakkerne i den Schweiziske landsby Burtigny, hvor den fantastiske udsigt over Genevesøen og Mont Blanc udfolder sig.

Et glas ikke for billig, ikke for dyr hvidvin og gedeost med figenmarmelade. Samling om et generøst bord fuld af koreansk mad. Spise på en atmosfærisk restaurant, der ligger lunt i det centrale Seoul, og nyde saftige bøfstrimler, der bliver grillet foran os. Taco – ikke norsk taco – serveret på en markedsplads i en by i Mexico, med grillet kylling, guacamole og pico de gallo på majstortillas og med sauce, som giver dig et kick – muchas gracias!

Nippe til en forfriskende smoothie af jordbær og bananer. At fryde sig i dekadencen af sød, cremet, hjemmelavet gelato i Roms gader, faktisk hvor som helst i Italien. Ubegrænset sodavands-refill (Cola Zero til mig!) til en hyggelig middag i Little Rock, Arkansas, hvor du godt kan spise bøffer til morgenmad uden at få det dårligt bagefter.

Udforske de gamle vidundere i Old Bagan i Myanmar. Køre langs den naturskønne Garden Route i Sydafrika, indånde skønheden i landskabet. Autentisk finsk sauna efter at have fisket i en sø i skoven. Se panoramaudsigten til Manhattan fra udsigtspunktet til Brooklyn.

Knitrende flammer i en hyggelig hytte ved søen, hvor der er høje bølger på en stormfuld dag. At være inspireret af Wes Anderson-film. Læse bøger og skrive dagbog. Finde trøst i livets enkelhed i en østafrikansk jungle, undgå moderne distraktioner og omfavne naturens vidunder (uden myg!).

Komme tilfreds hjem fra Ekeberg, gennemvædet af sved efter at have spillet fodbold på KRIK. God nattesøvn. Lyden af mild regn. En overnatning i en hængekøje på Grefsenkollen med en flot udsigt over Oslo. Øjeblikke omkring bålet med kakao og s’mores.

Fællesskab med Crosspoint Oslo. Mere af Gud i mig. Arven af Hans Nielsen Hauge. Et rum fyldt med gudselskende mennesker fra overalt, som lidenskabeligt tilbeder Jesus sammen. Være vidne til et livsforandrende vidnesbyrd. Mirakler. Frihed i Jesus. Og ja, fred og retfærdighed i verden. Hagebyen. Vores evige hjem.