Findes Gud i alt?

− Gud er overalt og hos alle. Det er Guds væsen, og det er helt uafhængig af, hvad vi tror og ikke tror, og hvad vi har gjort af godt og ondt. Han forsvinder ikke fra os, siger Stian Kilde Aarebrot, der er præst og ansvarlig for trospraksis i Areopagos i Norge.

Aarebrot mener, at Gud er til stede hos alle mennesker altid, men det er ikke er det samme, som at Gud er relationelt nær. Han sammenligner det med to mennesker, der sidder fysisk ved siden af hinanden. De kan sidde tæt uden at kende hinanden. Uden at have en relation.

− Vi kan ikke rejse til Gud, for Gud er her, men vi kan rejse væk fra os selv. Vi kan rejse væk fra at være til stede i vores eget liv, siger han.

Her kommer trospraksisser ind i billedet. De kan hjælpe os til at være til stede. Aarebrot definerer en trospraksis, som alt, der er inspireret af troen. Det er vigtigt for ham ikke at skille det materielle og immaterielle af.

− Fysisk træning kan defineres som en kristen trospraksis, hvis den udspringer af min tro, ligesom mere indre vaner som bøn. De kan ikke rangeres, forklarer han.

Trospraksis er tæt knyttet til den person, der udfører den, og derfor kan den også se forskellig ud fra person til person.

− Når jeg folder hænderne eller knæler, er det en fysisk praksis, men hvis en ateist knæler, når han binder snørebånd, beder han ikke. Den indstilling, vi har til praksissen, når vi udfører den, gør forskellen.

Praksisser kan også forandre sig over tid. Der kan være forskellige praksisser til forskellige livssituationer.

− I en livssituation som min, et hektisk småbørnsliv, må jeg øve mig i praksisser, der ikke tager tid. Det kan for eksempel være at korse sig. Det tager lidt under et sekund, men det hjælper mig til at konkretisere nogle intentioner for mit liv. Jeg kobler mig på, og det er let at gøre mange gange i løbet af dagen, fortæller han.

− Eftersom jeg ikke tror på, at Gud findes, kan jeg ikke se ham i hjernen, siger Uffe Schjødt, lektor på religionsvidenskab, Aarhus Universitet. Schjødt har forsket i, hvordan hjernen reagerer, når kristne beder.

− Når folk beder en bøn, kan vi se i en scanner, hvilke områder hjernen benytter sig af. Hjernen benytter et system, som vi kender fra andre studier om social interaktion. Det siger os, at hjernen behandler Gud som en person.

Hjernen har ikke et særligt sted, der er designet udelukkende til kommunikation med Gud, men trækker på andre af de systemer, mennesker bruger for at overleve. Når buddhister mediterer, ser forskere ikke den samme aktivitet i hjernen som ved kristnes bøn, da buddhistens meditation ikke er rettet mod en Gud, fortæller Schjødt. Hjernen slår heller ikke ud, hvis en person, der ikke tror, beder i scanneren.

− Forestillingen om en personlig Gud aktiverer noget andet. Vi havde også en gruppe inde i scanneren, som ikke tror på noget, men alligevel bad derinde. Deres bøn aktiverede ikke de samme systemer i hjernen som de kristnes, fortæller han.

Uffe Schjødt forholder sig åbent til spørgsmålet om Gud, men er fascineret af forestillingen om, at religion og Gud er et biprodukt af evolutionen, der stiller et behov, som mennesket deler med andre pattedyr.

− Troen på Gud er en ekstremt attraktiv forestilling, fordi den tilfredsstiller vores behov for tryghed. Vi søger normalt vores mors skørter, vores primære forsøger, når vi er utrygge. Forestillingen om den almægtige og allestedsnærværende Gud overstimulerer vores behov, når vi er utrygge.

I det perspektiv mener Uffe Schjødt heller ikke, at videnskaben nogensinde vil kunne bevise Guds eksistens.

− Så længe man skelner mellem det, der er immaterielt og åndeligt, og det, der er fysisk, kan vi ikke bevise noget. Det fysiske kan vi måle og veje. Det åndelige kan ikke måles og vejes. Det har vi ingen adgang til, derfor kommer vi aldrig nogensinde til at kunne sige noget om det åndelige.

− Alle relationer er vigtige. Det ville være arrogant af mig at beslutte, hvilken relation der er vigtigst i et menneskes liv. Det gælder også et menneskes eventuelle gudsrelation, siger Elli Kappelgaard, der er psykolog ved Center for Familieudvikling i København.

Når hun har samtaler med mennesker, der på grund af livskriser, sorg eller andet oplever et stort mørke i deres liv, er hun altid nysgerrig på, hvad der kan få mennesket til at blomstre igen. Her kan en tro på Gud for nogle være en ressource.

− Nogle troende har en fordel i mørket. De kan opleve en kilde til ekstra ressourcer ved for eksempel bøn, meditation eller intellektuel stimulans, som kan anspore dem til accept eller handling.

Kappelgaard forklarer, at håb er vigtigt for mennesker i krise. Den østrigske professor i neurologi og psykiatri, Viktor Emil Frankl, der overlevede en koncentrationslejr, beskrev, at de, der havde noget at sætte deres håb til udenfor sig selv, havde en bedre chance for at overleve koncentrationslejren.

− Relationen til Gud kan være noget af det, mennesker falder tilbage på, når de ikke har andet, og som de klynger sig til, siger hun.

Men Gud kan også blive et ekstra mørke i mørket, hvis et forventet møde med Gud udebliver for den troende.

− Dem, som har en tro, kan nogle gange have det sværere. Hvis de forventer at kunne se Gud i mørket, og han ikke er der, kan det blive endnu mørkere. De kan føle sig truet på hele deres eksistens, når livet ikke viser sig at hænge sammen, som de forventer.

Ifølge Kappelgaard kan gudsrelationen eksempelvis blive udfordret, hvis et barn, der har lært at bede om at blive bevaret fra ulykker, mister en forælder i et trafikuheld.

− Nogle oplever, at troen bliver så udfordret, at den går i stykker, andre, at den forandrer sig. Et menneske kan ikke fryse sin tro eller en relation ned i en dybfryser. Den skal have plads til at kunne udvikle sig hele livet for at forblive sund, mener hun.

− Jeg tror, Gud findes i humoren. Humor er en ægte kærlighedsgave, mener standupkomiker Jakob Svendsen. Han forklarer nærmere:

− Det at grine og have det sjovt er en gave. Livet handler ikke kun om at overleve. Det er vigtigt, men der er noget, der er vigtigere. Humor er en af de ting – herunder også kunst og smukke ting – der gør livet værd at leve.

Er humor da kunst? Det spørgsmål har Jakob Svendsen brugt en del tid på at tænke over.

− Jeg er kommet frem til, at humor er kunst. Jeg har tidligere sagt, at en joke ikke er det samme som Monets åkander. Men noget af det, som standup kan, og som kunst også kan, er at få folk til at tænke sig om og blive rørt. Nogle gange kommer folk bare ind for grinets skyld, men det kan have en kæmpe betydning, oplever han.

Gud er ikke kun i humoren. Han er også med Jakob Svendsen på scenen, når han optræder:

− Jeg har en aftale med Gud og snakker med ham, hver gang jeg skal på scenen. Det hele er meget i samarbejde med Gud. Jeg ville ikke kunne lave det, jeg laver, hvis jeg ikke havde Gud med i det.

Jakob Svendsen er af den overbevisning, at man kan lave sjovt med alt, men han gør sig mange overvejelser omkring, hvad og hvordan han laver sjov med ting.

− Jeg kan lave jokes om kristendommen, fordi jeg står indefra og kan se nuancerne. Jeg er klar over, hvornår jeg rammer en stereotyp. Det ville jeg slet ikke vide, hvis jeg skulle lave jokes om islam.

Erfaringen har også lært ham, at der er en ting, han ikke skal lave sjov med, når han laver standup for kristne, medmindre han har forberedt joken godt hjemmefra.

− Hvis jeg siger ordet Helligånden på scenen, er der nogen, der står helt af. Det er det emne, som folk har det sværest med, at jeg laver sjov med.