Er der ligheder, der er vigtigere end forskellene?

Som mennesker bevæger vi os konstant mellem det, der adskiller os, og det, der forener os – et balancepunkt, der former vores liv og samfund. Vi navigerer i et landskab, hvor identitet, tro, kultur og oplevelser mødes dagligt – nogle gange i harmoni, andre gange i modsætninger. I lyset af det anderledes og ukendte, kan der være mulighed for refleksion over, hvem vi selv er – og hvad vi også har til fælles. Er der ligheder, der er vigtigere end de forskelle, der skaber afstand? 

Amanda Anvar er 23 år gammel og medlem af den norske kirke. Hun har arbejdet med dialog, menneskerettighedsarbejde og demokratiundervisning gennem Samarbejdsrådet for Tros- og livssynssamfund (STL), Stop Hadefulde Ytringer og undervisning på Utøya.  

Amanda er vokset op i krydsfeltet mellem flere kulturer, og har fra en ung alder orienteret sig i en hverdag præget af kompleksitet og forskellighed, som blev grundlaget for hendes interesse for dialog.  

– Jeg er vokset op med en norsk og en iransk kultur og i et meget multikulturelt lokalsamfund på Holmlia i Oslo – et kludetæppe af religioner, kulturer, meninger og erfaringer, siger hun og tilføjer, at hun altid har været nysgerrig på mennesker. I hjemmet har diskussioner været en naturlig del af samtalerne, og der har altid været en forventning om at være optaget af menneskerne omkring dem, og hvad der sker i verden. 

Amanda fortæller, at ved at vokse op med en identitet i mange forskellige lejre, kan man møde modstridende forventninger, udfordringer og fordomme. På den positive side har det skabt oplevelser, der faciliterer en evne til at møde mennesker med åbenhed og ydmyghed.  

 – Mange vil sikkert spørge sig selv; Er det muligt at være iraner og lesbisk? Er det muligt at være lesbisk og kristen? Er det muligt at være kristen og iraner? Hvad siger det om min norske identitet? Findes den stadig i alt det her? 

Desuden reflekterer hun over, hvordan hun og dem omkring hende er formet af de oplevelser, man har. Når man møder andre, er det derfor vigtigt at anerkende, at alle har forskellige udgangspunkter.  

 – Det er ikke min opgave at sige, hvad andre skal mene, for jeg har ikke været i deres sko. 

Den mangfoldighed, vi omgiver os med, giver os mere end bare variation – det giver os mulighed for at udvide perspektiver og tilføje nye erfaringer.

 – Jeg synes, at mangfoldighed er en meget stor berigelse. Alle de erfaringer, jeg ikke har, får jeg gennem folk, der har dem. Alt fra historier, til madopskrifter, til traditioner, til sprog og oplevelser – der er så meget, du kan lære af.  

Udover personlig berigelse peger Amanda også på, at forskellige baggrunde og erfaringer er nøglen til at udvide horisonten og styrke den offentlige samtale med flere nuancer.

Ikke desto mindre er det uundgåeligt, at fordomme og misforståelser præger hverdagen i store dele af verden, som Amanda også har mødt personligt. Stillet over for sådanne samtaler forsøger hun at finde grundlaget for fordommene.   

 – Det er meget menneskeligt at have fordomme. I en påstand, der virker konfronterende, er der ofte et spørgsmål. Jeg tror, at had hovedsageligt kommer fra ikke at forstå det, du hader.

 – Jeg tror ikke, at had kommer fra et fornuftigt sted, siger hun og fortsætter, at hun mener, at løsningen ligger i viden og relationer. 

 – Meget kan løses over en kop te. 

Når vi bliver opmærksomme på årsagerne bag vores fordomme, kan vi begynde at møde hinanden med en ny forståelse, en der bygger broer af respekt og nysgerrighed. For Amanda er dialogen det vigtigste redskab, vi har til at overkomme fordomme.  

 – Jeg synes, det er konstruktivt for verden at forstå argumenterne fra den person, du er uenig med. I stedet for at du selv finder på disse argumenter. At sidde og lytte til folk, der taler om, hvorfor de tænker, som de tænker, selvom det kan være smertefuldt for mig at lytte til. 

Hun siger, at det vigtigste er at være nysgerrig, forsøge at lede med spørgsmål i stedet for at antage. Ud over at være kritiske over for vores egne holdninger – uanset om vores meninger kommer fra et reflekteret sted, eller om vi blot har taget dem for givet.  

 – Vi møder hinanden på lige fod. I dialog er der ikke noget hierarki.  

På trods af de forskelle, der findes, påpeger mange, at der også er værdier, der kan forene mennesker. Retfærdighed, respekt, næstekærlighed og menneskelighed er begreber, der dukker op igen og igen – både i religioner og i sekulære ideologier.

 – Jeg er en nostalgisk kristen, så jeg vil gerne fremhæve næstekærlighed i alle de sammenhænge, jeg kan. At møde alle mennesker med samme respekt. Uanset hvor de kommer fra, hvilken slags oplevelser de har, hvem de er. Alle har et behov for bekræftelse og for at blive set som mennesker, med alle de dimensioner og nuancer, man har.

På spørgsmålet om, hvorvidt der er ligheder, der er vigtigere end forskelle, svarer Amanda, at hun tror, at der er forskellige dimensioner eller niveauer af vores forskelle, men vi har ofte nogle fælles menneskelige synspunkter og værdier, der ikke differentierer. Hvis vi formår at grave os forbi de ting, der skiller os ad – så er der meget, vi kan blive enige om.

 – Det er ikke nødvendigvis, at vi tilhører den samme religion eller kultur, men at vi har et fælles menneskesyn, siger hun. Hun eksemplificer det med, at hun ofte møder mennesker, der har en anden tro eller livsfilosofi, som hun kan føle en større lighed med end en person med samme kristne tro.

Hun fortsætter med at sige, at ligheder måske lige så meget handler om fælles behov, som de handler om værdier – at vi alle har en fælles længsel efter at være en del af et fællesskab.

Amanda har været aktiv i Den Norske kirkes ungdomsudvalg og som en del af ungdomsrådet i Oslo stift. Hun siger, at kirken har et ansvar i samfundet, både som en majoritet og som folkekirke.

 – Kirken skal være et eksempel på, hvad der udgør radikal næstekærlighed. Selvfølgelig skal den nationale kirke gå ind for, at menneskelig værdighed skal gælde for alle mennesker i hele verden. 

Personligt føler hun også et socialt ansvar.   

 – At arbejde med dialog er også en form for modstand. Jeg er uenig i, hvordan samfundet ser ud i dag, så jeg vil arbejde for at gøre verden til et bedre sted. Jeg har et samfundsengagement, ikke kun fordi jeg synes, det er spændende, men også fordi jeg ser det som en pligt. 

Måske er det netop i mangel af fuldstændig enighed, at fællesskabet kan finde sin styrke. Interpersonel forståelse er ikke noget, vi finder, men noget, vi skaber – gennem aktive valg, refleksion og viljen til at lytte. Ved at udfordre vores egne antagelser og skabe nye relationer kan vi finde fælles fodslag, hvor der hersker uenighed. I en verden, hvor forskelle altid vil eksistere, kan de finde deres plads i mødet med nysgerrigheden. Ikke at udviske forskellene, men at værdsætte dem som en større helhed. At finde et sprog for det, der ligger mellem os – et sprog, der rummer både anerkendelse og undren. Måske er det i samspillet mellem det kendte og det ukendte, at nye muligheder kan opstå. I mødet mellem forskellige perspektiver kan nye tanker vokse frem – og i de forsigtige skridt mod hinanden kan vi opdage noget, vi ikke vidste, vi søgte.

Amanda fortæller, at hun ser sig selv som optimist, og at hun er optimistisk med hensyn til fremtiden på trods af udfordringer.  

 – Jeg forsøger at balancere den sorg, man bærer med sig som minoritetsperson, den frygt, man lever med i hverdagen, som man skal håndtere, og samtidig forsøger jeg at tænke over, hvad der er konstruktivt.