Det er en rolig formiddag på Amager, da præst og forfatter Thomas Frovin banker på døren. Jeg har inviteret ham forbi til en kop kaffe mellem to venner. Men jeg bruger anledningen til at snakke med ham om, hvad vi særligt trænger til i vores tid, når vi taler om at opruste åndeligt.
Når stilheden mangler, opstår en uro, som nemt bliver til vrede.
Thomas Frovin
”Man bliver nødt til at melde sig ud for en stund,” siger han. ”Ellers bliver man fanget af tanken om, at man hele tiden skal mere, hurtigere.” For Frovin er stilheden ikke bare en pause, men en forudsætning for at kunne mærke sig selv. At trække sig væk fra støjen, fra forventningerne, fra alt det, der skubber os fremad uden at vi når at spørge: Hvorfor?
Når stilheden mangler, opstår en uro, som nemt bliver til vrede.
For han ser et samfund, der er præget af vrede og frygt. Han nævner plakaten i Føtex, der beder kunder huske at tale pænt til kassedamen. ”Hvad er det for et pres, vi lever under, når vi skal mindes om helt basale ting som at opføre os ordentligt?” spørger han stille. For ham er vreden og angsten tegn på noget dybere: rådvildhed, usikkerhed og en verden, der kan føles krævende bare at være i.
Han reflekterer over, hvorfor netop vreden får lov at fylde. Måske fordi vi lever i en tid, hvor tempo og forventninger skaber en konstant fornemmelse af utilstrækkelighed. Når vi ikke får rummet til at mærke efter, hvad vi egentlig længes efter, risikerer vi at reagere i affekt mod dem, der står lige foran os. Den unge kassedame, kollegaen, naboen. ”Det er sjældent den rigtige, der får skylden,” siger Frovin.
