Jeg tror, at musik eksisterer for at skabe bevægelse. Hvis vi starter oppefra: i hovedet, i fantasien. Du glemmer dig selv lidt, når du lytter til musik, og der opstår billeder i dit hoved, siger producer og musiker Inge Engelsvold i sit musikstudie på Tou i Stavanger, Norge. Han er en erfaren producer og har samarbejdet med norske kunstnere som Morten Abel, Sigvart Dagsland og Carola. Derudover har han selv spillet i flere anerkendte bands.
Han fortsætter:
Så kommer hjertet, vores følelser. Jeg tror, vi mennesker så vidt muligt prøver at undgå ubehagelige følelser. Problemet er, at når vi undgår de ubehagelige følelser, går vi også glip af de gode følelser. Musik er som akupunktur for følelserne, den prikker til dem alle sammen. Jo mere vi magter at genkende de forskellige følelser, jo sundere er vi følelsesmæssigt. At have nuancer i følelseslivet, giver os også et rigere liv, siger han.
Hvad er forskellen på sang og tale?
-Ja, det er jo mysteriet. For alle mærker, at der sker noget større, når man synger. Det er næsten, som om der sker noget åndeligt. Musik er Guds sprog, og jeg tror, at da Gud skabte verden, sang han.
Vi taler om bevægelse, og Inge Engelsvold er nu nået til hofterne.
– Det handler om, at jeg får lyst til at danse. Måden jeg mixer musikker på, bestemmer om sangen skal svinge langsomt eller hurtigt. Hvis en sang ikke svinger, er det ret kedeligt. Dans er kroppens leg. En af de ting, jeg fortryder her i livet, er, at jeg ikke har lært at danse rigtigt.
Han overvejer lidt.
– Alt hvad der har med bevægelse at gøre, handler om liv. Mangel på bevægelse medfører at vi bliver statiske i tankerne og i følelserne. Et af problemerne er, at vi har delt mennesket op i ånd, sjæl og krop. Vi er ikke tre forskellige dele, det er blot tre sider af mennesket, men det hele hænger sammen. Vores samfund gør det samme; psykiske problemer er ligesom noget helt andet end fysiske smerter. Men det siger sig selv, at vi er en helhed.
-Så når jeg bevæger kroppen, bevæger jeg også tankerne og følelserne?
-Ja. Når vi sidder fast i en bestemt følelse, og det er tit en ubehagelig én, så trænger vi til at bevæge os, flytte os. Det ved selv dyrene. Hele samfundet lægger op til at vi skal have faste rammer og være fast definerede, bo et bestemt sted og holde os til det eksisterende. Men vi har godt af bevægelse, og vi har brug for musikken til at hjælpe os med det. Der er ikke længere nogen opdeling i god eller dårlig musik, for mennesker er forskellige og har brug for noget forskelligt for at blive bevæget.
Mener du, at musikken har sin egen vilje?
Ja, når jeg får en musiker i studiet, som har skrevet en sang, kan det godt være jeg oplever, at sangen vil noget andet end det, som sangskriveren vil. Sangen er en person med sin egen mening. Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke. Men når vi arbejder med musik, oplever vi en slags velvilje i situationen, som gør at vi når frem til et resultat. Hver sang er som et frø, der indeholder alt det, der skal til for at blive det træ, det var tænkt til. Vores opgave er at skabe optimale rammer for at frøet kan spire.
– Hvis man skal tale teologisk om det, tænker jeg, at ønsket om at skabe musik handler om at opfylde Guds skaberbefaling. Derfor tror jeg, at enhver der kommer her med et ønske om at lave musik, gør noget godt, slutter Engelsvold.
Bevægelse: For Inge Engelsvold, som er vokset op i et kristent miljø er der ingen forskel på kristen og ikke-kristen musik. Alt handler om at udtrykke sig og dermed opfylde Guds skaberbefaling.
CV
Inge Engelsvold er komponist, producer og mixer fra Stavanger. Han har 25 års erfaring som producer og har blandt andet samarbejdet med Sigvart Dagsland, Morten Abel, Anne Grethe Preus, Stavanger Symfoniorkester og Kaizers Orchestra. Udover arbejdet i studiet som producer og mixer, trives han på scenen, hvor han oftest spiller tangenter.