Åndelig tavshedsspiral gør os blufærdige

Den åndelige interesse i Danmark kan måske ikke siges at være højtråbende. Men den kan mærkes. I de senere år er et af de tydelige tegn, at offentligt kendte personer åbner op og fortæller åbent og sårbart om deres tro, tvivl og åndelige oplevelser.

Komikeren Casper Christensen, TV-værten Flemming Møldrup, Serieinvestoren Mia Wagner og journalisten Charlotte Rørth er bare få eksempler.

Sidstnævnte udgav for nu otte år siden sin første bog om tro, Jeg mødte Jesus, med intense personlige beretninger om åndelige erfaringer. Den blev hurtigt en bestseller og ledte til flere udsolgte foredrag. Bogen blev fulgt op af næste bog, Vi mødte Jesus, næsten tre år senere.
Charlotte Rørth fortæller, at hundredvis af personer skrev til hende om deres åndelige erfaringer, så snart hun talte høj om sine. Derfor skrev hun opfølgeren. Fælles for dem, der skrev, var, at de før havde været tavse omkring deres erfaringer. Frygten for at blive gjort til grin, blive chikaneret, føle sig alene eller blive misforstået holdt dem tilbage.

Selvom et fåtal af danskere ligefrem udbasunerer deres åndelighed, betyder det ikke, at resten hverken tror eller dyrker det åndelige. Ifølge en repræsentativ undersøgelse fra folkekirken i 2020 siger lidt over halvdelen af danskerne, at de ser sig selv som troende mennesker, hvad enten det er kristen tro eller ej.

For at nuancere dette tal er det værd at inddrage rapporten Religion i Danmark fra Aarhus Universitet i 2020. Her opdeles danskerne i seks forskellige religiøse grupper. Først de traditionelt troende (6%), de individualistisk traditionelle (12%), de spirituelle (11%) og de alternativt gudstroende (24%). Det vil sige, at 53% af danskerne ligger i den troende eller spirituelle gruppe. Derudover er der de irreligiøse (21%), de areligiøse (10%) og andet (16%), som udgør resten af danskerne. I en tredje undersøgelse af YouGov fra Kristeligt Dagblad i 2019 viser det sig, at 44% af danskerne fortæller, at de af og til dyrker en åndelig praksis som bøn eller meditation.

Desuden konkluderer sociologen Marianne Rankins i bogen Religious and Spiritual Experience på baggrund af omfattende internationale studier fra vores nabolande, at det kan antages, at der i Danmark sandsynligvis er mindst 50% af den voksne befolkning, der har haft en eller flere åndelige oplevelser – defineret som erfaringer, der rækker ud over (transcenderer) det normale og samtidig har en åndelig eller religiøs betydning for personen, der erfarer det.

Når tro og åndelige erfaringer er at finde hos store dele af danskerne, er det relevant at spørge, hvorfor vi ikke taler mere om det i den offentlige samtale såvel som i den nære snak over middagsbordet.

En del af forklaringen kan muligvis findes hos henholdsvis en amerikansk filosof og en amerikansk historiker, som undersøgte danskernes forhold til netop tro og åndelighed på tæt hold. Den amerikanske filosof Phil Zuckerman bosatte sig i 2010 i Danmark for at undersøge danskernes forhold til tro og åndelighed. Det resulterede i 150 dybdegående interviews med vidt forskellige danskere.

På baggrund af disse interviews konkluderede den amerikanske historiker C. John Sommerville, at danskerne hverken er irreligiøse eller åndeligt uinteresserede, men blot mangler sprog for deres åndelige erfaringer. De fleste af Zuckermans respondenter gav udtryk for, at de havde åndelige erfaringer, men få var i stand til at formulere klart, hvad der skete, hvordan de tolkede det, og hvordan det påvirkede dem.

Sommerville forklarer det som en tavshedsspiral, der har stået på i to eller tre generationer, hvor danskerne har talt mindre og mindre om tro og åndelighed offentligt. Han mener, at tavsheden nu har ledt til et manglende sprog.

Den tavshedsspiral bekræfter Ph.D. og religionspsykolog Dorte Viftrup. Hun mener ikke, at der er tale om et decideret tabu, da mange danskere er opsøgende for det åndelige. Men ligesom Sommerville siger hun, at vi har mistet sproget for og evnen til at indgå i tæt dialog om tro og åndelighed. Dorte Viftrup går så langt som at sige, at vi ser en bred opblomstring i interessen for åndelighed, hvor folk gerne vil have den tabte forståelse for det ”åndeligt eksistentielle” tilbage. Hun forklarer det som en erkendelse hos mange af, at det videnskabelige verdenssyn ikke er tilstrækkeligt til at rumme hele mennesket.

– Vi har brug for også at forstå os selv og verden i et åndeligt lys,” siger hun.

Dorte Viftrup siger, at det først er i disse år, at vi for alvor oplever konsekvenserne af flere generationers tavshed. Interessen for åndelighed afslører, at vi har mistet vores sprog og basale kundskaber til at forstå og tale om det åndelige, hvilket er grunden til vores blufærdighed, mener hun.

– Bøger om åndelige erfaringer sælger på stribe, podcasts om tro er populære, foredrag melder udsolgt. Men vi er ikke vant til at indgå i personlig dialog om det. Dér bliver vi blufærdige. Men vi er opsøgende efter at lytte til en monolog i form af andres erfaringer, hvor vi nysgerrigt, men passivt kan være med.

Måske skyldes interessen, at vi har brug for nogen, der sætter ord på og giver os sprog for vores egne tanker og oplevelser.

Den danske journalist Iben Maria Zeuthen har gennem mange år været med til at sætte tro og åndelighed på dagsordenen i den offentlige samtale. For tiden er hun vært ved radioprogrammet Hvad ville Jesus have sagt hos Danmarks Radio, hvor enhver kan skrive ind med dilemmaer, som værten udforsker sammen med et hold præster. Før dette kunne man finde Iben Maria Zeuthen som vært i programmet Tal til mig – også hos Danmarks Radio, hvor hun inviterede forskellige gæster ind til at fortælle om deres åndelighed og troserfaringer.

I en portrætartikel ved Kristeligt Dagblad fortæller hun om danskernes manglende evne til at formulere sig om tro og åndelighed. Hun tror, at det skyldes en opfattelse hos mange af, at det nærmest kræver en professionel faglighed eller mange års erfaring for at tale om tro. Det ser hun som en skam, da samtalen om tro er meget mere end faglig teologi og ikke kræver, at man ved præcis, hvor ens sætninger starter og slutter. Som hun siger:

– At mine gæster mangler sprog til at tale om tro, ser jeg ikke som diskvalificerende. Der er noget smukt, afmægtigt og menneskeligt ved, at man måske ikke kan finde ordene. I samtalerne i programmet Tal til mig kan der opstå en tøven, og den tøven er meget velkommen.

Det tyder på, at flere danskere har en interesse for tro og åndelighed, og at åndelige erfaringer ikke er et uddøende fænomen. Mange af disse danskere lytter gerne til andres erfaringer, som er et stigende samtaleemne på den offentlige scene. Men samtidig opleves det svært for mange at tale om over middagsbordet?

Dorte Viftrup mener, det er et samfundsproblem, hvis flere oplever, at de ikke er i stand til at tale og reflektere åbent om deres tro og åndelige erfaringer.

– Vi har brug for at indgå i dialoger, hvor vi kan reflektere og bearbejde personlige oplevelser og tanker, uanset hvad det omhandler.

Hun forklarer, at det at have et dialogisk sprog for det åndelige kan skabe et beredskab til at tackle livets svære tider, større tab og eksistentielle spørgsmål.

Hun står ikke alene med sin bekymring. Hun fortæller, at fagprofessionelle de seneste år er gået fra at spørge hvorfor til hvordan, når det handler om at rumme og inddrage åndelighed i områder som terapi og omsorg i sundhedsvæsenet.

– Der er en bred erkendelse af, at selvfølgelig skal vi kunne snakke om det åndelige, men der bliver spurgt: ’Hvordan?’

Der kunne formentlig skrives mange artikler om dette hvordan. Men måske en start kunne være at acceptere vores fælles afmagt, at vi kommer til kort i sproget, og at de fleste er i samme båd. Måske kan vi faktisk begynde at se det manglende sprog for det, der rækker ud over os selv som noget smukt og fællesmenneskeligt, som Iben Maria Zeuthen formulerede det.