Ånd Ind har netop passeret 5.000 følgere på Instagram. Et rundt tal – men også et tegn på, at noget stille og vedholdende er ved at finde sin plads midt i en ellers støjende digital verden.
En del af forklaringen findes i Louise Franklin Højlunds ugentlige livemeditationer, som siden første søndag i advent har samlet mennesker hver mandag. Her åbnes et rum, hvor man kan træde ind – ikke fysisk, men alligevel mærkbart. Et rum for ro, opmærksomhed og fælles stilhed.
“Jeg ved ikke hvordan du gør det, men det er som alt falder på plads.”
“Taknemlig over dette lille format hvor du er”
“Tak for det her – det er virkelig fantastisk at kunne være sammen på denne måde!”
En lille bid kosmos i hverdagen
Ånd Inds livemeditation er en lille bid kosmos i hverdagen – et sted at lande, lytte og lade hjertet åbne sig. En guidet meditation, en lille bid visdom og en invitation til at dele nogle minutters stilhed. Det er en stund, man kan tage med sig videre – eller blive lidt længere i, hvis man har brug for det.
For mange er det blevet et fast holdepunkt i ugen:
“Det er sådan en kærkommen stund at sidde med dig og de der er med. Mange tak for dedikationen ind i dette projekt.”
Meditationerne rummer også en særlig sanselighed og ro, som rækker ud over det talte ord. Når Louise afslutter med at sidde og brodere, bliver stilheden konkret og nærværende:
“Så fint, at du sidder og broderer til sidst – så synker stilheden dybere ind.”
Samtidig har formatet en flygtig kvalitet. Ikke alt bliver gemt, og nogle kommentarer forsvinder igen, fordi de opstår i øjeblikket. Det understreger, at det vigtigste er det, der sker lige nu.
Et online kloster midt i hverdagen
Bag meditationerne ligger også en undersøgelse af, om fællesskab kan opstå digitalt. Erfaringen peger mere og mere på, at det kan det. Det føles for mange som en slags online klosterstund – en fælles opmærksomhed mellem mennesker, hvor man vender tilbage til freden, til sig selv og til det, vi har til fælles.
Rummet er åbent og i bevægelse og finder sin form undervejs, præget af årstider, liv og erfaringer. Hver mandag vender noget genkendeligt tilbage: en yogapude, en lille amulet med Maria og barnet, et stykke visdom fra traditionen – og så stilheden. At sidde og trække vejret sammen med mennesker rundt i landet og verden.
Ånd Ind er et sted, hvor alle – uanset tro og baggrund – kan finde en kilde til fordybelse og nærvær. Et sted, hvor man kan være nysgerrig på spiritualitet og længes efter indre helhed uden at skulle nå frem til noget bestemt.
Med 5.000 følgere er det tydeligt, at behovet er der. Ikke nødvendigvis for flere ord, men for rum, hvor man kan være i stilheden – sammen.

