Bare en lille tå? Om Nick Cave og “what lies below”

Ordet ‘spiritualitet’ er lidt formløst efter min smag, siger kunstneren Nick Cave.

– Det kan betyde næsten hvad som helst, mener han.

Jeg har tygget meget på denne indvending. Hvad er det ved spiritualitet, som Areopagos altid vil tale om? Hvorfor er vi mere opmærksomme på den måde, folk udtrykker spiritualitet på, end på den dogmatik, der ledsager – eller ikke ledsager – udtryksformerne? Som præst i Areopagos har jeg fået at vide, at vi fremmer navlebeskuende, anæmisk spiritualitet. Lidt for stærke ord til min smag, men jeg kan ikke lade være med at føle, at der er en kerne af sandhed her. Trospraksis uden trosindhold – hvad er pointen?     

I et par år arbejdede jeg som sognepræst i Oslo. Fra tid til anden længtes jeg efter den tomme kirke. Før dåbssamtaler, for eksempel, efter at lyset var tændt og kaffen blev serveret. At sidde der og dvæle ved netop denne ting ramte mig med en vægt, jeg ikke helt kunne erkende. Jeg mærkede noget røre sig i mig, begyndte at sætte af til det, men kunne ikke eje det. Denne ubrugelige, men vidunderligt livgivende forblev en slags åndelig guilty pleasure jeg holdt mig for mig selv.

Anerkendelsen kom fra uventede sider. I 2022 udgav den australske kunstner Nick Cave bogen Faith, Hope and Carnage (Tro, Håb og Blodbad). Da jeg læste den i år, mødte jeg en kunstner med en fængslende teologisk mavefornemmelse. Centralt i bogen er sorgen over sønnens tragiske død i 2015. Arthur Cave blev kun femten år gammel. Nick Cave taler åbenhjertigt om, hvordan dette ændrer hans forhold til mennesket, kunsten og Gud. 

 – Alle mine sange udspringer af en åndelig længsel, siger han. Det kommer ikke som et chok for fansene, men Arthurs død har gjort det åndelige rum større. Med sorgen som omdrejningspunkt reflekterer han over musikkens rolle. Jeg sænker min læsehastighed og absorberer hvert ord. Her fornemmer jeg en beslægtet ånd. Cave skriver:

Musikkens evne til at skære igennem er ejendommelig. Før en begravelse kan jeg sige til mig selv, at jeg ikke skal græde. Men så kommer musikken, og så kommer tårerne. Sorg og musik er en potent duo. Caves pointe er, at dette ikke er et følelsesmæssigt sidespor, vi lokkes ind i, før vi kommer til os selv igen. Tværtimod. Vi er sjældent mere os selv end her, og tættere på kernen af vores eksistens end det, vi giver vores tårer anerkendelse for. Han skriver endvidere:   

At opleve verden uden strategier og prætentioner, der præger sindet som tennisbolde i en tørretumbler, kan være som at flygte fra et fængsel, du ikke kendte til før den dag, du uventet skeler til solen uden for murene og indser, hvor du har været indtil nu. Dette er vejen til det, der ligger under, som Cave udtrykker det. Under det, vi klamrer os til, er en mere virkelig virkelighed. De fleste af os giver ikke frivilligt slip, men sorg kan være en brutal fødselshjælper. Du er nødt til at dø for dig selv for at blive født på ny. Psykologien har givet os begrebet egodød. Mystikerne taler om kenosis (græsk, ‘tømning’ af selvet). Cave bruger den moderne kristne mystiker Cynthia Bourgeault, når han taler om, hvordan dette også er tilgængeligt gennem bøn. Heldigvis er krise ikke den eneste vej.  

Hvad finder Cave her? Det er ikke umiddelbart så tydeligt. Hvor egoet rejser sit hjem, er sproget både hammer og søm. Udfordringen med at sætte ord på det, der ligger under, uden at ordenes rammefunktion skjuler præcis, hvad de skal vise, er grunden til, at poesi eksisterer (og grunden til, at Jon Fosse skriver så mærkelige bøger). Den frihed og det nærvær, som de ordløse dybder indeholder, er en skat værd mere end noget andet, du kan eje, ifølge vidnesbyrdene. Ikke sjældent tyer de til ordet Gud.    

På trods af sine betænkeligheder ved udtrykket ‘spiritualitet’ kan Nick Cave derfor tale med stor entusiasme om de små ting: at gå ind i en kirke, tænde et lys og sidde i stilhed. Handlinger, der er i kontakt med denne anden.  

Sådan får jeg behandling hos Nick Cave for min forlegenhed. Menneskehjertets lavmælte udtryksformer rækker dybt, og hvem ved, hvor min lille længsel kan føre mig hen? Hvis stilheden i den tomme kirke forkynder Guds herlighed, kan den tå, jeg forsigtigt dypper i mysteriets vande, meget vel være begyndelsen til åndens fulde nedsænkning.