VOXPOP: Hvordan har forskellighed haft indflydelse på dit liv?

Jeg blev så tørstig – uden at bemærke det.

Det var nogle år efter, at jeg blev ordineret i 1996. Jeg havde i flere år levet i et lukket mandekollektiv i cølibat, og jeg nød det. Så flyttede jeg til Oslo, startede Oslo Buddhist Center, boede alene og følte, at ønsket om cølibatet gradvist ebbede ud. Jeg gav afkald på mine løfter om cølibat, blev nogens partner, giftede mig og blev far til en smuk pige. For at få råd til dette uddannede jeg mig til gestaltterapeut og hjalp også med at starte et konsulentfirma. Livet var ret dejligt.

En del af ordinationsløfterne var at holde kontakten med andre religiøse medlemmer. I 2017 tilmeldte jeg mig derfor en meditationsrretræte med Vessantara, en af mine hovedlærere. Det var længe siden sidst. Jeg kunne ikke huske hvornår.

Så lagde jeg mærke til det – tørsten. Tørsten efter et åndeligt liv. Jeg havde vænnet mig til et ‘ret dejligt liv’ og glemt, at livet kan være så meget mere. Retræten fik mig til at huske alle vandhullerne omkring mig: Gode samtaler, et egern i et træ, en stille stund hos Ola Narr, solen på træerne i Botanisk Have, en inspirerende tekst og en årlig retræte.

Når man er ung, er forskelligheder tyngende og truende.

Så har du tre muligheder: Du kan arkivere eller gemme forskellene væk så godt du kan, for at prøve at passe ind. Man kan acceptere sin forskellighed og den sociale begrænsning, den medfører, med større eller mindre sorg og bitterhed. Eller du kan skrue op for lyden – bruge forskellen som både skjold og sværd og aggressivt skubbe den op i andres ansigter.

Jeg valgte det sidste. – Se på mig, jeg er tyk og kristen og bedre i skolen end dig.

Det var isolerende, men ikke kun i negativ forstand. Isoleringen har også en anden betydning: Det pakker dig ind, holder dig varm og beskytter dig gennem vinteren.

Min forskel gjorde mig ensom, men den holdt mig også varm gennem det golde landskab, som teenageårene kan være.

Bagefter er det nemmere. Horisonterne udvider sig, og du møder flere mennesker, der er anderledes end dig selv. Og så har du ikke brug for isoleringen længere.

Lige børn leger bedst, siger man. Men mangfoldighed gør verden større, hvis du åbner op for den.

I det små: Når jeg med min sydlandske tendens til at gå som katten om den varme grød med vage ord og tanker gifter mig med en Oslo-pige, der er vant til klar tale, er der brug for forandring på begge sider. Det kan være krævende, men livet bliver rigere.

I det store: Når jeg som missionær møder østlige religioner gennem mange års studier og dialog, kan mangfoldigheden virke overvældende. Hvordan giver man plads til et nyt sprog, nye begreber og forklaringer, der ikke let kan forenes med ens egen tro?

Så sker det, at det netop er forskellene, der gør verden større. Jeg skal give plads til andres fortolkninger af livet, lytte til deres oplevelser og opdage, at de hjælper mig til at se nye sider af min egen tro. Jeg skal definere tingene på ny og lægge mærke til, at mine samtalepartnere og venner på forskellig vis sætter spor i min egen oplevelse af tro.

Forskellen kan opleves som smertefuld og krævende, men den har gjort min trosverden større end den norske variant, jeg voksede op med. Tak og ros for det!

Jeg bliver hurtigt opmærksom på forskelle, hvad enten det er på arbejdet, når jeg står i caféen på Gatenært eller bare går uden for den lejlighed, vi bor i. Samtidig mener jeg, at de iøjnefaldende forskelle mellem os ofte må vige for de ligheder, vi deler. Nogle af de mennesker, jeg møder i hverdagen, ser ud til at have helt andre liv end mit eget, men jeg tror, at vi alle dybest set leder efter de samme ting; omsorg, fællesskab, tryghed og frihed. Selv med forskellige udgangspunkter tror jeg, at vi har mere til fælles med hinanden, end vi ofte tror.

Til gengæld synes jeg, det er umuligt at overse, hvordan forskelle påvirker forskellige menneskers udgangspunkt for livet, og for mit eget vedkommende er det vigtigt at overveje, at det er et privilegium at kunne tilsidesætte forskelligheder. For nogle er forskelle en berigelse, mens de for andre kan være en kilde til eksklusion og uretfærdighed. At observere, hvordan vi som samfund møder forskellighed, har gjort mig mere bevidst om både mine egne privilegier og de udfordringer, andre står overfor. Det har formet den måde, jeg møder andre mennesker på, og hvordan jeg ønsker at bidrage til fællesskabet omkring mig.