Manglen på rummelighed gør os dummere

Når man vil skrive om andres intolerance, kan man passende starte med sin egen. Så her kommer indledningsvist en historie om min: Jeg skal være vært for en sangaften på Rigshospitalet i efteråret. Så jeg tog over for at se, hvordan sådan en foregik. En kendt politiker fortalte om sit forhold til sange fra Højskolesangbogen, som han og publikum så sang. Med en politikers sikre sans for populære valg skulle vi synge ’Du kom med alt, hvad der var dig’. 

”Gab…”, tænkte jeg – lige indtil politikeren fortalte historien bag: Sangens forfatter Jørgen Rosendal skrev den nemlig – i en stormende forelskelse – til en 30 år yngre mandlig elev på den højskole, Rosendal i starten af 1980erne underviste på. 

Hans homoseksualitet er jeg ligeglad med. Men den massive aldersforskel – og den uligeværdighed, der i mit hoved er en logisk konsekvens – frastøder mig. For slet ikke at tale om en ældre lærer i et forhold til en purung elev. Her gik grænsen. 

Indtil jeg hørte resten af historien. For ikke alene blev forelskelsen anledning for en 50-årig Rosendal til at bryde ud af ægteskab og et indremissionsk åg for endelig stå ved sin seksualitet. Rosendal og eleven blev sammen de næste 20 år, indtil Ulrik, som eleven hed, døde pludseligt. ”Så vi skal passe på med at dømme for hurtigt”, sagde politikeren om vor tids lynchnings-agtige intolerance og spekulerede på, om Rosendal mon havde overlevet den i dag. 

Selv om jeg principielt stadig mener det samme om gamle mennesker med unge kærester og lærere med forhold til elever, blev jeg mindet om, at man skal være varsom med at møde op med rebet til hængningen. Vi er uperfekte mennesker i en uperfekt, rodet verden. Og næste gang er det måske en selv, der har brug for omverdens forståelse. Selvfølgelig findes der moralske grænser. Men hvilken ret har jeg til at dømme? 

Det gør vi så alligevel. Vi har aldrig i moderne tid dømt hinanden moralsk hårdere end i dag. Og vi taler om uforsonlige livstidsdomme. For nylig spurgte Folketings-løsgængeren Jon Stephensen offentligt, hvor længe han skulle fryses ude for den upassende sms til et ungt medlem af Moderaterne, han havde sendt, og som han HAR gået bodsgang for. Hvornår rammer tilgivelsen ham? Aldrig, ser det ud til.

I et andet kurant eksempel fører den detroniserede Tv-vært Jes Dorph Petersen en tragisk evighedskamp, nu helt oppe i Højesteret, for at rense sit navn efter, at en advokatundersøgelse af TV2’s sexistiske kultur permanent ødelagde hans karriere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned på den sag – men jeg ved, at han i hvert fald ikke fortjener en livstidsdom. 

Fortsæt selv listen. Det er et tegn i tiden. Se den perfide tone i snartsagt enhver debat på de sociale medier, der skræmmer almindelige mennesker til tavshed. Den totalitære woke-bevægelse har ligefrem sat intolerancen i system: Her canceller man systematisk mennesker, der formaster sig til at mene noget andet end dét, woke-bevægelsen har bestemt er de rigtige meninger.

Det er for eksempel gået ud over utallige universitetsforskere, der tillod sig at mene, at forskning skal være  forskning og ikke identitetspolitik forklædt som forskning. Og i et af de mest groteske eksempler driver militante trans-aktivister en global klapjagt på Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling, fordi hun har tilladt sig at mene, at det at være kvinde faktisk er et biologisk køn.

Imens kigger alle den anden vej, fordi de ikke skal nyde noget af selv at blive livstidsdømt ved wokeismens militærdomstol uden mulighed for appel. Gudskelov ser denne ekstremistiske ideologi nu ud til at synke – men den efterlader sig et hav af ødelæggelser i sit kølvand. 

Man kan analysere tidens lynchnings-begejstring og manglende vilje til at rumme hinanden på mange niveauer. For mig at se ligger der under det hele et religiøst problem: Vi har mistet synden og nåden – så nu hænger vi på hele ansvaret selv. Som jeg beskriver i min lille bog ”Tro for tvivlere”, har vi fyret ham den store Gud, så vi selv kan få magten: Vi er blevet gud-i-eget-liv, og vi styrer det hele selv. Og nu hænger vi på ansvaret, også for det, vi i virkelighedens verden ikke har magten over – for vi er jo selv Gud, og er man dét, skal man have styr på alt. Fejl er utilgivelige. 

Dengang vi stadig var kristne, kunne vi læne os ind i synden og nåden. For vi bliver jo netop sat fri af synden – det i vor tid så misforståede begreb: Du skal gøre dit bedste, men du er dømt til at fejle, og det er okay – du er tilgivet af en, der kan, når du ikke selv evner det: Gud. Der var en, der var større end os selv til at tilgive os, når vi ikke selv kunne. 

Men det var dengang – nu hænger vi selv på hele ansvaret. Og så bliver det uforsonligt. For det at  være gud er et hårdt job, som vi ikke har kvalifikationerne til. For eksempel kan vi moderne guder tydeligvis ikke finde ud af at tilgive synderne – store eller små – men kommer straks med rebet til at hænge dem i, til skræk og advarsel. 

”Kulturkristne” (hvad det så end betyder) kan jo godt lide at sige, at de kristne værdier og etik lever videre i vores post-kristne verden og gennemsyrer vores samfund. Gør de? Og hvor længe? Hvordan har tolerancen og tilgivelsen det? Hvor længe kan en nådig kristen etik, hvor vi tilgiver synderne og respekterer alle menneskers lige værdi, leve videre, når den er afkoblet fra en reel tro på Gud? Er tidens uforsonlighed udtryk for etiske erosions-tegn? Bliver etikken langsomt udvandet og giver stadig mere plads til giftig, intolerant afgudsdyrkelse som Trumpisme og wokeisme, hvis guddommelighed er helt uden nåde? Jeg håber det ikke. Men man kan sagtens tolke de store og små tegn overalt på den måde. 

Der findes mere jordnære argumenter for at respektere forskellighed. Som journalist arbejdede jeg med debatstof i ti år og skulle følgelig forholde mig til alle tænkelige meninger. Det er noget af det sundeste, jeg har prøvet. Og jo mere uenig, jeg personligt var med meningens indehaver, jo sundere var det – for jo mere blev jeg tvunget til at kunne stå på mål for mine egne holdninger, og efter al sandsynlighed ændre eller raffinere dem undervejs. Omvendt blev jeg dummere, hver gang jeg hovedsageligt mødte meninger, jeg var enig i og som derfor ikke udfordrede mig. Og det er netop styrken ved pluralismen – og katastrofen ved tidens ekkokamre på de sociale medier og andre steder. 

Tolerance over for andres meninger og adfærd er det etisk rigtige standpunkt og det kloge praktiske valg. Tidens intolerance over for alt er ond og dum.