Forskellige livsbaner – samme søgen efter mening

Jens Munk møder mig med sit rolige væsen, da jeg træder ind i rummet fra universitetsgangen. På væggene hænger religiøse ikoner og billeder, der får rummet til at emme af fordybelse og eftertanke. Vi tager plads i to mørke, læderbetrukne lænestole.
Man fornemmer hurtigt, at Jens er på hjemmebane. Snakken bevæger sig ubesværet og naturligt, hvilket den har gjort i mange år. For lige her – i de samme trofaste lænestole – har Jens Munk gennem 17 år haft intet mindre end 15.000 samtaler med unge voksne om alt fra studiestress og kærestesorger til dødsangst og livets helt store eksistentielle spørgsmål.

– Her er plads til at snakke om præcis dét, som fylder hos den studerende. Uanset hvad det måtte være, fortæller han.

Den åbenhed giver plads til, at historierne spænder bredt fra studerende, som kommer med vidt forskellige baggrunde, livssyn og udfordringer. Alligevel ser han nogle røde tråde, der binder dem sammen. Nogle fælles eksistensvilkår og -strukturer, som han kalder det.

– Alle individer er unikke. Helt forskellige, siger han, mens han synker dybere ned i sin stol, kigger eftertænksomt frem og fortsætter:

– Alligevel står vi over for nogle fælles eksistensvilkår: Vi skal alle dø. Vi støder alle på lidelse. Vi søger alle mening. Og vi har alle til tider lyst til at flygte fra hele lortet.

I samtalerne forsøger Jens Munk sammen med de studerende at kortlægge, hvordan vejen mod mening ser ud for den enkelte. Det er vigtigt for Jens at udtrykke, at han ikke er den, der sidder med svarene.

– Personen, der besøger mig, sidder selv med udfordringen og har ofte selv svaret – eller skal i hvert fald selv vandre frem mod det.

Han forklarer, hvordan han i samtalerne prøver at belyse ambivalensen af, at den meningsfulde vej ofte rummer modstand og lidelse.

– Vi prøver at finde ud af, hvad der skal til for, at den studerende ikke flygter fra det meningsfulde, men i stedet tager små skridt frem mod mening, når der er modstand.

Den fælles søgen efter mening går igen i de mange samtaler, han har haft gennem årene. Trods vidt forskellige baggrunde, værdier og livserfaringer står de unge ofte over for de samme eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad giver mit liv mening? Hvordan håndterer jeg tab og modgang?

En af de mest tilbagevendende tematikker, Jens Munk støder på, er følelsen af utilstrækkelighed.

– Mange unge føler sig fanget i præstationskulturens greb. De vil yde mere, end de kan. Se bedre ud. Være bedre socialt. Være sjovere. Klogere. Bedre mennesker. Stå stærkere fagligt. Men følelsen af at komme til kort, forfølger dem.

I stedet for at trøste dem og fortælle, at de er gode nok, fortæller Jens Munk, at han plejer at spørge, hvorvidt livet egentlig handler om altid at være god nok. For hvem kan vurdere det? Der er altid idealer og usagte forventninger fra dig selv og andre, som er uopnåelige. I stedet mener han, at det handler om at lære ikke at være god nok. At nøjes med at være sig selv – i al sin utilstrækkelighed.

– Vi kan jo principielt altid være bedre. Men det er vi så ikke. Så hvordan kommer vi frem til at acceptere os selv og livet som meningsfuldt, uden at det er perfekt?

For mange fører den evige stræben efter perfektion til en følelse af tomhed og rastløshed, hvor de mister kontakten til, hvad de egentlig vil og længes efter, og hvor de konstant jagter næste mål uden at stoppe op og reflektere.

Det er dét, Jens Munk ønsker at skabe rum for: At stoppe op.

Jeg spørger Jens Munk, om han oplever, at de unge har en interesse i og forventning til, at den åndelige dimension – og specifikt den kristne dimension – har noget at sige ind i deres livssituation.

Han nikker og fortæller, at mange, når de stopper op, begynder at reflektere over mere grundlæggende spørgsmål. Her oplever han en enorm åbenhed og nysgerrighed over for det åndelige.

– Men, forklarer han, der er en stor kløft mellem traditionel kirke, kristen sprogbrug og så det typiske unge menneske på universitetet. Mange har haft gode oplevelser med kirken og præster, men de føler en distance til kirkens sprog og ritualer.

De siger ikke tro, men spiritualitet. De siger ikke Gud, men åndelig kraft eller større magt. De dyrker ofte yoga, mindfulness eller astrologi, men de er ikke vant til at bede til Gud. Alligevel ser Jens en klar åbenhed for, at kristendommen har noget at byde ind med i deres situation.

Han ser det som en af sine vigtigste opgaver at bygge bro mellem den kristne tradition og de unges moderne forståelser af tro. Det sker ikke gennem belæring, men gennem dialog.

– Jeg prøver at møde dem, hvor de er. Jeg lægger ikke ord i munden på dem, men hvis en lignelse giver mening i en samtale, bruger jeg den. Pludselig oplever de, at kristendommen faktisk taler ind i deres liv – de har bare aldrig set det sådan før.

I begyndelsen af sin tid som studenterpræst var Jens i tvivl om, hvor meget han skulle inddrage tro, kristendom og særligt bøn i sine samtaler. Men én oplevelse ændrede hans tilgang.

Det var en række samtaler med en ung kvinde, som havde mistet sin kæreste, der omkom i en bilulykke. De talte sammen flere gange. Efter tredje samtale lænede hun sig frem og sagde:

– Jens, er det ikke typisk nu, at en præst ville bede en bøn?

Den sætning ændrede noget i ham. Han havde tøvet af frygt for, at det ville føles grænseoverskridende for den anden. Men det viste sig, at bøn var præcis det, hun havde brug for.

– Vi bad sammen, og hun fortalte mig senere, at det var bønnen, der gjorde den største forskel.

– Som bøn jo gør, tilføjer han nærmest selvfølgeligt.
Siden da har han ikke oplevet nogen, der takker nej til en bøn, når det passer ind. Tværtimod.

– Bønnen kan noget, en samtale ikke kan. Den gør det tydeligt, at vi sidder dér – to afmægtige mennesker – og beder om hjælp fra noget større. Og det giver ro for mange. Det er noget, en psykolog ikke kan.

Da vi runder snakken af, understreger Jens Munk, at en af de vigtigste indsigter fra hans arbejde er behovet for ydmyghed i mødet med andre menneskers forskellighed.

– Man skal være ekstremt ydmyg med at tro, at man forstår et andet menneske. […] vi kender ikke den andens liv, sår eller perspektiver.

Han husker tydeligt, hvordan han i starten af sit virke ofte sagde:

– Det forstår jeg godt.

Men da han snakkede med en studerende, der fortalte om at være diagnosticeret med blodkræft og at have et års forventet levetid, blev det tydeligt, at hans ord var malplacerede.

– Jeg forstod ham ikke.

I en tid, hvor mennesker hurtigt dømmer hinanden, mener han, at vi kan lære meget af at tage et skridt tilbage og øve os i at lytte.

– Hvis vi havde levet deres liv og båret deres smerte, ville vi måske forstå dem bedre. Men det har vi ikke. Vi må erkende, at vi står over for et mysterium, når vi møder et andet menneske. Derfor må vi være ydmyge, nysgerrige og lyttende.