Forfatter: Man bliver ikke stærk af at undgå livet, men af at leve det med værdighed

Der er vist efterhånden ingen, der er uenige i, at vi lever i en urolig tid. Klimaforandringer, geopolitiske tektoniske plader, der rykkes, og sociale medier, der konstant minder os om andres succeser, skaber en oplevelse af støj og uro. Ikke mindst blandt unge er mistrivsel et tilbagevendende tema. Ofte hører vi, at det aldrig har været sværere at være ung.

For Niels Overgaard er dette billede for unuanceret. Han mener, vi i stedet bør spørge, hvordan vi kan finde styrke til at leve godt, også når tiderne er urolige. “Verden har altid været fuld af problemer,” siger han. “Men den har også altid rummet muligheder. Vi hjælper ikke de unge ved at forstærke fortællingen om, at alt er forfærdeligt. Vi hjælper dem ved at vise, at livet kan være godt, også selvom det ikke er let.”

Hans tilgang til livet er ikke en opskrift på komfort, men et budskab om at acceptere livets modgang og udvikle den indre styrke, der gør os i stand til at bære modgang. 

Svaret skal findes i at beskæftige sig med filosofi. For Overgaard blev filosofi ikke en intellektuel interesse, men et eksistentielt redskab. Da hans far døde pludseligt, oplevede han depression og meningsløshed. Først fandt han trøst i buddhismens tale om forandringens uundgåelighed: alt er i bevægelse, intet forbliver det samme. Men det var hos de græske og romerske filosoffer, han fandt et kompas af værdier, han kunne styre livet efter. 

Hos de græske antikke tænkere som Seneca og Marcus Aurelius lærte han, at vi ikke kan ændre fortiden, men kan vælge, hvordan vi reagerer nu. Filosofien blev en livline, fordi den gav et sprog for at leve videre med værdighed. “Jeg opdagede, at jeg ikke kunne kontrollere, at min far døde. Men jeg kunne kontrollere, hvordan jeg valgte at forholde mig til det,” fortæller han. 

Kernen i denne livsanskuelse er de fire kardinaldyder: visdom, retfærdighed, mådehold og mod. Overgaard ser dem som tidløse redskaber, der er lige så nødvendige i dag, hvor distraktioner og fristelser er overalt. 

• Visdom er at se virkeligheden klart og handle derefter. 
• Retfærdighed er fairness og omtanke for andre, fordi livet altid leves i fællesskab. 
• Mådehold er at kunne sige nej, selv når vi fristes til at sige ja til alt. 
• Mod er ikke fraværet af frygt, men evnen til at handle på trods af den. 

”De syv kristne kardinaldyder bygger videre på de fire græske; tro, håb og kærlighed er tilføjelser, men fundamentet er det samme,” fortæller han, idet han ser en stærk forbindelse mellem græsk filosofi og kristendom. For ham viser det, at mennesker altid har haft brug for regler at leve efter – uanset om de har troet på en Gud eller ej. 

Han peger også på, hvordan kulturkristendommen i Danmark har givet tidligere generationer et etisk ståsted, uden at man har kaldt det filosofi. Kristendommen har ifølge ham ført til en stoisk livsstil for mange. 

“Min mormor ville aldrig have brug for at læse mine bøger, for hun var allerede skolet i ikke at sætte sig selv i centrum, men i at se på fællesskabet før sig selv. Skolet til at håndtere modgang med værdighed og sætte tæring før næring. Det var bare den opdragelse, hun havde fået. Hun opførte sig på mange måder som en stoiker, selvom hun nok ikke ville kalde sig sådan,” fortæller han og taler om at se på sig selv som 75-årig, der ser tilbage på sit liv: “Det vigtigste for mig er at kunne se tilbage på mit liv med værdighed. At jeg levede et værdigt liv – ikke hvor alt var let, men hvor jeg forsøgte at leve mit liv så godt, jeg kunne.” 

Det er en tanke, der går imod en kultur, hvor succes ofte måles i ydre præstationer: karriere, penge, popularitet. Han mener, vi i stedet må spørge os selv: Hvilket menneske ønsker jeg at være? Hvad vil jeg stå for? Den øvelse er krævende, men også befriende, fordi den flytter fokus væk fra sammenligninger og hen på værdier, vi selv kan vælge. 

“Mine bedsteforældre levede gennem en verdenskrig og alligevel blev stærke og ordentlige mennesker. De så ikke sig selv som ofre, men som mennesker med ansvar.” For Niels Overgaard er det en påmindelse om, at styrke ikke kommer af at undgå smerte, men af at tage ved lære af smerten. 

Indre styrke bygges ikke kun i store øjeblikke, men i daglig praksis. Overgaard fører derfor dagbog, hvor han morgen og aften reflekterer over, hvad der gik godt, og hvad der kunne være bedre. “Hvis jeg ikke gør det, driver jeg let i alle mulige retninger,” siger han. “Men dagbogen minder mig om, hvad der betyder noget.” 

For ham er det en påmindelse om, at vi faktisk har tid til de store spørgsmål. Vi har tid til sociale medier og underholdning, og derfor også tid til at spørge os selv: Hvordan lever jeg mit liv? Hvad gør jeg godt, og hvad kunne jeg gøre bedre? Filosofien bliver dermed en form for åndelig oprustning, som han mener er lige så nødvendig i dag som økonomisk og militær oprustning. 

“Man bliver ikke stærk af at undgå livet,” siger Overgaard. Med den sætning rammer han essensen af sit budskab: at styrke ikke er noget, vi får foræret, men noget vi bygger skridt for skridt i mødet med livet, som det er. Filosofien lover ikke lykke, men giver os et sprog for at leve værdigt. Den minder os om, at vi har mere indflydelse på vores liv, end vi ofte tror. Og at den største frihed ligger i at leve efter værdier, vi kan stå inde for.