Indlæser Begivenheder

Dato og tidspunkt
Fredag 22. maj 2026 kl. 17.30 – mandag 25. maj 2026 kl. 14.00

Sted
Folkekloster, Torupvejen 69, 3390 Hundested

Tilmeldingsfrist
Fredag 8. maj 2026 kl. 23.59

____________

Har du lyst til at finde ro, tro og fordybe dig sammen med andre unge? Nærvær er en fællesskabsretræte for unge, hvor vi skaber et enkelt og trygt rum med plads til stilhed, samtale og eftertanke.

Retræten arrangeres i samarbejde mellem KFUM og KFUK og Areopagos. Sammen inviterer vi til en weekend med fokus på tro, spiritualitet og fællesskab midt i naturen i Nordsjælland.

Areopagos er en kristent funderet organisation, der arbejder med religionsdialog, spiritualitet, trospraksis og diakoni. På Nærvær bidrager Areopagos med erfaring i kristen spiritualitet, meditation og refleksion.

Stilhed og fordybelse

På Nærvær vil du møde forskellige måder at finde ro og fordybelse på.

Programmet er enkelt og rytmisk – næsten som en liturgi – hvor vekselvirkningen mellem bøn, stilhed og fællesskab hjælper os til at være til stede i nuet.

Vi samles tre gange dagligt til bøn inspireret af Taizé med meditativ sang og stilhed. Sammen læser vi udvalgte bibeltekster og hører korte oplæg, der åbner for samtaler om tro, liv og spiritualitet.

Om eftermiddagen vil der være aktiviteter som guidet meditation, stille refleksion, pilgrimsvandring, kreative aktiviteter og kristen yoga. Du får også mulighed for at prøve at skrive dine egne bønner.

Fællesskab i enkelhed

Hver dag er der siesta, hvor vi opfordrer til at bruge naturen omkring os – måske til en stille gåtur gennem landskabet, en tur til stranden eller bare til at sidde under æbletræerne og være til stede.

Selvom Nærvær giver plads til stilhed og alenetid, er fællesskabet en vigtig del af oplevelsen. Vi laver mad sammen, spiser sammen, synger sammen og deler samtaler om livet og troen.

Uanset om du kommer alene eller sammen med andre, sørger vi for, at du bliver taget godt imod og føler dig hjemme.

Hvem er Nærvær for?

Nærvær er for unge mellem 18 og 35 år, der er nysgerrige på tro, fællesskab og fordybelse.

Du kan være kristen, søgende, skeptisk eller bare have lyst til at være i et rum med plads til både stilhed og samtale.

Retræten er åben for alle unge – både medlemmer og ikke-medlemmer af KFUM og KFUK og Areopagos.

De daglige bønner er inspireret af Taizé, et økumenisk klosterfællesskab i Frankrig, men du behøver ikke kende traditionen på forhånd for at kunne være med.

Alle er velkomne uanset køn, seksualitet og livssyn. Retræten er et økumenisk og LGBTQIA+-inkluderende arrangement.

Derfor skal du med på Nærvær

Du får mulighed for at sætte tempoet ned og finde ro i krop og sind.
Du får tid til refleksion over livet, troen og dig selv.
Du oplever et nærværende fællesskab med andre unge.
Du får nye perspektiver på tro og spiritualitet.

Program

Fredag


17.30 Ankomst og indkvartering på JORD Naturgård
18.30 Aftensmad
19.15 Velkomst og ryste-sammen-aktivitet
20.00 Weekendens fokus
20.30 Aftenbøn
21.30 Hygge

Lørdag


8.00 Morgenmad
9.15 Morgenbøn
9.45 Bibelrefleksion og oplæg
10.30 Pause
10.45 Samtalegrupper
11.30 Middagsbøn
12.00 Frokost
13.00 Siesta
14.30 Plantemeditation
16.00 Pilgrimsvandring med Emmaus-perleranken
18.00 Aftensmad
19.00 Skrive bønner – guide
20.00 Aftenbøn
ca. 21.00 Hygge og bål

Søndag

8.00 Morgenmad
9.15 Morgenbøn
9.45 Bibelrefleksion og oplæg
10.30 Pause
10.45 Samtalegrupper
11.30 Middagsbøn
12.00 Frokost
13.00 Siesta
14.30 Ånd og skabelsesmeditation
16.00 Yoga
18.00 Aftensmad
19.00 Skrive bønner – guide
20.00 Aftenbøn
ca. 21.00 Aftengåtur – se på stjerner

Mandag


8.00 Morgenmad
9.00 Oprydning
10.00 Pinsegudstjeneste – åben for alle
12.00 Frokost
13.00 Fælles afslutning
14.00 Tak for nu

Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Praktiske informationer

Retræten foregår på Folkekloster i Nordsjælland og i den omkringliggende natur. Om natten overnatter vi på JORD Naturgård, som ligger cirka 15 minutters gang fra Folkekloster.

Alle måltider spiser vi sammen, og maden er inkluderet i prisen.

Pris

250 kr. for medlemmer
375 kr. for ikke-medlemmer

Prisen dækker overnatning, mad og program.

Overnatning

Vi sover på senge i bomuldstelte med plads til tre personer i hvert telt.

Medbring selv hovedpude, sovepose eller dyne og håndklæde. Der er badefaciliteter og muldtoiletter.

Mad

Alle måltider er inkluderet i prisen. Vi laver maden sammen i mindre grupper i det overdækkede udekøkken, hvor der er sørget for madplan og indkøb.

Vi spiser frokost på Folkekloster og morgenmad og aftensmad på JORD Naturgård.

Arrangementet er alkoholfrit.

Tryghed og trivsel

Alle køn, seksualiteter og livssyn er velkomne. Vi ønsker et trygt og inkluderende rum og forventer, at alle deltagere møder hinanden med respekt.

Har du særlige hensyn eller behov, er du velkommen til at give besked – vi vil gerne skabe gode rammer for alle.

Spørgsmål

Kontakt kristendomskonsulent
Ida Kruse Schaumburg-Müller
iks@kfum-kfuk.dk
22 22 68 12

Tilmelding

Der er 11 pladser, og tilmeldingen er først til mølle.

Hvis du ikke når tilmeldingsfristen den 8. maj, er du stadig velkommen til at skrive. Så opretter vi en venteliste.

Detaljer