

Dato: April 27, kl. 13:00–16:30
Lokation: Areopagos, Rådhusstræde 6, stuen, 1466 København K
Hvad er kirkens mission i det 21. århundredes Europa? Og hvordan kan vi i dag tale om, forstå og analysere mission?
Studiet af kirkens mission har gennem mere end hundrede år været tæt forbundet med vestlige missionsselskabers arbejde i den såkaldte tredje verden. Dette ændrede sig markant i efterkrigstiden og i forbindelse med opløsningen af kolonistaterne, hvor mission i stigende grad blev forstået som samarbejde og partnerskaber. I dag er denne virkelighed igen under forandring, idet vestlige missionsselskaber omdefinerer sig, lukker eller søger nye veje.
Denne udvikling afspejler sig i missionsstudiet, som mange steder i dag i højere grad beskæftiger sig med kristen mangfoldighed og global kristendom. Skiftet betyder imidlertid ikke, at spørgsmålet om kirkens mission har mistet sin relevans – men snarere, at det må stilles på nye måder, rettet mod andre kirkelige sammenhænge, og besvares i lyset af nye kontekster. Vi har brug for en vidhjertet og åben dialog om missiologi, hvor mange forskellige stemmer, aldre, teologiske og kulturelle traditioner kommer til udtryk.
Disse problemstillinger danner rammen om en temarække af seminarer i 2026, hvor vi drøfter missiologiens fremtid i Danmark som fagfelt. Hver temadag vil inddrage perspektiver fra udlandet, som kan inspirere og forny den danske samtale.
Dette er det andet seminar i denne serie.
Program
13.00–13.05: Introduktion
13.05–14.05: Missionens og missiologiens rolle i et foranderligt globalt landskab
Missiologi og mission er blevet omstridte begreber, praksisser og fagområder. Situationen er alvorlig, fordi offentlige universiteter og moderne sekulære samfund ikke længere betragter studiet og praksissen af mission som nødvendig. Derfor må vi gentænke vores forståelse af mission og missiologi og bekræfte deres relevans i en tid, der har ændret sig radikalt. Det kalder os til dyb refleksion over: Hvordan kan vi gentænke vores missionsteologi på måder, der former vores missionspraksis, så vi forbliver både trofaste og relevante i en verden, der er blevet så gennemgribende forandret?
Eugene Baron er professor ved University of Johannesburg i Sydafrika. Han har mere end et årtis akademisk erfaring (siden 2010), herunder vejledning, undervisning og studenterstøtte ved både offentlige og private videregående uddannelsesinstitutioner. Han tog sin ph.d. ved University of the Western Cape (UWC) og gennemførte dele af sin forskning ved Katholieke Universiteit Leuven i Belgien. Han er i dag chefredaktør for HTS Theological Studies og assisterende redaktør for Mission Studies. I 2024 blev han udnævnt til den første generalsekretær for den afrikanske afdeling af International Association of Mission Studies (IAMS-Africa).
14.05–14.20: Refleksioner
14.20–14.45: Pause – kaffe og kage
14.45–15.45: “Fra missionsstudier til verdens-kristendom”
Missionsstudier opstod som en disciplin, der skulle begrunde og understøtte den vestlige missionsbevægelse. I en tid, hvor vestligt hegemoni i kristendommen erstattes af en ny kulturel mangfoldighed, har missionsstudier også behov for fornyelse. Et tegn på dette har været omdøbningen til “World Christianity” samt en fornyelse af tilgange, metoder og teorier.
Mika Vähäkangas er direktør for Polin Institute ved Åbo Akademi University og ekstraordinær professor ved Stellenbosch University i Sydafrika. Han har tidligere arbejdet som professor i missionsstudier og økumeni ved Lunds Universitet i Sverige samt som lektor i systematisk teologi ved Makumira University College i Tanzania.
15.45–16.00: Refleksion
16.00–16.30: Respons og refleksion ved senior akademisk rådgiver Bent Bjerring Nielsen og dr. Emil Hilton Saggau, efterfulgt af åben samtale
Arrangører: Areopagos og Danske Kirkers Råd
Tilmeld dig ved at skrive til bbn@areopagos.dk, at du deltager.

