Jeg ankommer til Hong Kong tidligt på aftenen efter omkring 20 timers rejse. Jeg er træt og spændt. Lidt nervøs for, hvordan jeg finder Tao Fong Shang, Bjerget hvor Kristusvinden blæser. Jeg har ingen ide om, hvor stort bjerget er – eller hvor stor Hong Kong by er, for den sags skyld. Jeg har set billeder af stedet, men har alligevel svært ved at forestille mig, hvordan det sted, Aereopags’ grundlægger, Karl Ludvig Reichelt, etablerede for snart 100 år siden, ser ud.
Jeg nikker og tænker, at det sted, jeg skal besøge, tydeligvis er noget ganske særligt. Og at den mand, der grundlagde det, må have tænkt radikalt anderledes end de fleste andre, ikke kun i sin egen tid, men måske også i dag.
Malene Fenger-Grøndahl
Jeg finder en skranke, hvor en yngre mand sælger togbilletter, og forsøger at finde ud af, om en af toglinjerne stopper i nærheden af Tao Fong Shan. Jeg har et billede med af stedet, hvor navnet og adressen står med kinesiske skrifttegn, og jeg har fundet det på en korttjeneste på min telefon. Jeg viser begge dele til den unge mand bag skranken, som ser lidt opgivende ud og råder mig til at tage en taxa. Jeg har en fornemmelse af, at han tvivler på, om stedet overhovedet findes – eller i hvert fald, om det er den rigtige by, jeg leder i.
Det skulle være kinesisk, ikke vestligt, og på den måde muliggøre, at kineserne kunne blive kristne uden at føle sig fremmedgjort.
Malene Fenger-Grøndahl
Taxaerne er organiseret i røde og blå – afhængig af om man skal ind til byen eller uden for det centrale Hong Kong. Jeg spørger mig igen frem og bliver guidet hen i den røde kø. Her står en ung kvinde for at tjekke, hvor taxakunderne skal hen, og om de har kontanter nok. Der er ingen mulighed for at betale med kort. Jeg viser hende mine Hong Kong-dollars, jeg har vekslet hjemmefra, og trækker herefter billedet af Tao Fong Shan med adressen på op af tasken. Peger og spørger, hvor meget det vil koste at komme derhen?
Hun kigger forvirret på adressen og billedet af den tempellignende bygning i traditionel kinesisk stil. Jeg ved, at billedet forestiller Christ Temple, den lille kirke, der ligger på Tao Fong Shan, og som var en af de første bygninger, der stod færdig. Den er tegnet af den danske arkitekt Johannes Prip-Møller, der var ekspert i kinesisk arkitektur, og som med sin bygning konkretiserede den vision, Karl Ludvig Reichelt havde, om, at stedet skulle minde om et daoistisk eller buddhistisk tempel. Det skulle være kinesisk, ikke vestligt, og på den måde muliggøre, at kineserne kunne blive kristne uden at føle sig fremmedgjort.
Den unge kvinde spørger mig, hvad det er for et sted, og jeg siger: ”This is a church.
Hun kigger på billedet og ryster på hovedet. “This is no Jesus place”, siger hun med overbevisning i stemmen. Jeg insisterer og viser hende stedet på min korttjeneste på telefonen. Hun rynker panden, kigger igen og ser overrasket ud. ”Oh, it IS a Jesus place,” siger hun og får øje på korset øverst på bygningen, som ganske vist er lidt utydeligt på mit print. Hun vurderer, at det vil koste omkring 300 Hong Kong-dollars med taxa til Tao Fong Shan, og finder en chauffør, der er klar til at køre turen. Hun forklarer chaufføren adressen og sender mig af sted med et godt råd – ytret med stor alvor: ”Don’t show the photo to any other taxa drivers.
They will not understand, and you will not get to the right place”.
Jeg nikker og tænker, at det sted, jeg skal besøge, tydeligvis er noget ganske særligt. Og at den mand, der grundlagde det, må have tænkt radikalt anderledes end de fleste andre, ikke kun i sin egen tid, men måske også i dag.