Nyt samarbejde mellem Folkekloster & Areopagos

Af Christoffer Krøgh Engholm
Ny tid. Nye steder. Nye rødder. Midt i Halsnæs, nær havet, under åben himmel, spirer et nyt sted frem: Folkeklosteret. Et lille kloster i det gamle missionshus i Tømmerup, hvor du kan komme og være munk eller nonne for en dag – grundlagt af Louise Højlund (trospraksis-teolog hos Areopagos) og hendes mand Peter Franklin. Vi glæder os over samarbejdet.
Udgivet 16. juni 2025
Ordbog

Midt i det åbne landskab i Halsnæs kigger Folkeklosteret. Et sted, hvor troen får lov at slå rødder – bogstaveligt talt.

Louise Franklin Højlund foran den nyplantede klosterhave

Folkeklosteret er grundlagt af Louise Højlund og Peter Franklin. Louise er teolog i Areopagos og har i mange år arbejdet med trospraksis og eksistentiel fordybelse. Nu er hun også ved at anlægge en klosterhave. En konkret, fysisk have i det gamle missionshus i Tømmerup. Men også en vision: Et lille folkekloster. Et eksperimenterende fristed for mennesker, der længes efter mere jordforbindelse og åndelighed i hverdagen. Et sted for stilhed og ritual. For nysgerrighed og taknemlighed.

Fra Folkekloster

Vi begynder et nyt samarbejde mellem Areopagos og Folkekloster. Vi ved endnu ikke, hvor det præcis fører hen – men det starter i haven. I langsomhed. I stilhed. I en jordnær tro, der får lov at gro i det grønne.
Folkeklosteret er ikke et klassisk kloster, og det er ikke et kursussted. Det er et sted for dem, der ønsker at finde eller fordybe deres rødder i en tro, der både har krop og sjæl med. Et sted, hvor man må stille nye spørgsmål. Afprøve nye praksisser. Lytte dybere. Og måske finde en ny rytme i livet.


Hør Louise fortælle om folkekloster og
det nye samarbejde herunder

Som en del af samarbejdet inviterer vi nu til tre former for arrangementer:

To dagsretræter på Folkeklosteret i Halsnæs

– med meditation, stilhed, plantetegning, fortællinger og fællesskab.
Læs mere og tilmeld dig via knapperne herunder.

Plantemeditation i Emmauskirken i København

– med meditation over planter og natur og en sanselig, kreativ praksis.

Datoer:
1. september / 24. september / 7. oktober.
Tid: Kl. 8.00–8.40
Sted: Emmauskirken, Diakonissestiftelsen, København

Sangeftermiddage i både København og Halsnæs

– hvor vi synger om tro, natur og forbundethed med udgangspunkt i højskolesangbogen (datoer på vej).


Du behøver ikke have erfaring med retræter, klosterliv, tro eller haveliv. Kun en nysgerrighed og lyst til at være med. Følg med i Areopagos’ kalender, hvor vi opdaterer om de øvrige arrangementer med Folkekloster.

759 543 Christoffer Krøgh Engholm
Søg her