Polarisering.
Et ord, som vi de seneste år er stødt på i mange forskellige sammenhænge. Og et ord, jeg tror mange af os forbinder med den tid, vi lever i netop nu.
Dog viste en undersøgelse fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) fra 2022, at den politiske polarisering i Danmark har været relativt stabil over de seneste 30 år. Også i Norge viser forskningen fra de seneste år, at det norske samfund ikke er præget af markant polarisering, som man ser det andre steder i Vesten.
Polarisering hænger tæt sammen med en manglende forståelse af hinandens forskelligheder.
Men det er naturligvis nærliggende at italesætte den voldsomme polarisering, vi har set i USA over en lang årrække, der kulminerede i angrebet på Capitol Hill i starten af 2021. Siden da er polariseringen ikke ligefrem blevet mindsket, men er nået til et hidtil uset niveau, hvor demokrater og republikanere på mange måder afskyr hinanden.
Polarisering
Ordet “polarisering” har flere betydninger afhængigt af konteksten, men det bruges ofte til at beskrive processer, hvor modsætninger eller forskelle bliver så markante, at grupper eller holdninger bevæger sig længere væk fra hinanden.
Selvom vi ikke oplever en markant polarisering i Norden i øjeblikket, har der i de seneste år været en udbredt bekymring for, at polariseringen vil stige – både politisk og socialt. Bekymringen er næret af tiltagende polariserende udviklinger i andre vestlige lande som netop USA, men også i europæiske lande sydpå, hvor polariseringen varierer fra land til land i forskellige afskygninger. For som med så mange andre ting, kommer strømninger fra USA ofte til Danmark med lidt forsinkelse.
En tid til lytte, en tid til at gå i dialog
Hvorfor skriver jeg om polarisering? Det gør jeg, fordi jeg mener, at polarisering hænger tæt sammen med en manglende forståelse af hinandens forskelligheder. De hænger sammen, fordi de ofte forstærker hinanden og skaber en ond cirkel af øget konflikt og splittelse i samfundet. Og ikke blot i samfundet; en manglende forståelse for forskelligheder kan også resultere i at venner, familie og naboer distancerer sig fra hinanden. At vi bliver fremmedgjorte overfor vores medmennesker og primært vælger, at omgås med mennesker der ligner os selv.
En manglende forståelse for forskelligheder kan også resultere i at venner, familie og naboer distancerer sig fra hinanden. At vi bliver fremmedgjorte overfor vores medmennesker og primært vælger, at omgås med mennesker der ligner os selv.
Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi på ny dvæler ved vores evne til at rumme hinandens forskelligheder og lærer at omfavne dem; at vi igen og igen går i dialog med hinanden og lærer at se tingene fra vores medmenneskers synspunkt. Både for at bevare sammenhængskraften i vores samfund, men også for vores individuelle liv og trivsel.
I denne artikel opridser jeg nogle af grundene til, at mange af os har svært ved at rumme hinandens forskelligheder, og hvad vi kan gøre ved det.
Faktorer til at vi har svært ved at rumme hinandens forskelligheder
Der findes forskning, der peger på flere faktorer, som bidrager til, at vi kan have svært ved at rumme hinandens forskelligheder. Nogle af de centrale er:
Digitalisering og sociale medier:
Forskning viser, at sociale mediers algoritmer ofte skaber det, man kalder ekkokamre, hvor vi primært møder holdninger og indhold, der bekræfter egne synspunkter. Disse ekkokamre kan forstærke polarisering og føre til, at vi bliver mere mistroiske overfor dem, der tænker anderledes end os selv.
Politisk polarisering:
Som nævnt kan skarpe politiske konflikter og ideologiske skel gøre det sværere at finde fælles fodslag. Når debatten fokuserer mere på forskelle end på fælles værdier, bliver dialog og gensidig forståelse udfordret – hvilket vi særligt set i USA i en lang årrække.
Økonomisk usikkerhed og ulighed:
Når vi oplever økonomisk usikkerhed, kan det skabe frustration og frygt for forandringer. Denne usikkerhed kan føre til, at vi vender os mod dem, der opfattes som “de andre”, eller som truer vores egen tryghed.
Globalisering og kulturel mangfoldighed:
Øget migration og kulturelle møder kan berige samfundet, men de kan også skabe spændinger, hvis der mangler åben dialog om forskelle og ligheder. Nogle grupper kan føle, at deres identitet eller værdier bliver truet af de forandringer, som andre grupper medbringer.
I dag har en kombination af digitale forandringer, politiske konflikter, økonomiske udfordringer og kulturelle mødesteder skabt en kompleks situation, hvor det er blevet sværere at omfavne og acceptere hinandens forskelligheder end tidligere.Historisk set var samfund generelt mere homogene, end hvad vi oplever i dag, fordi man ofte boede i mindre, geografisk afgrænsede fællesskaber med fælles sprog, religion, kulturelle normer og traditioner.
I dag er det et vilkår, at vi konstant møder mennesker, der i mere eller mindre udstrækning er væsentligt anderledes end os selv. Derfor trænger vi til at lære at rumme og forlige os med, at mennesker altid vil være forskellige fra os selv.
Dialog og aktiv lytning forliger os med hinandens forskelligheder
Så hvordan forliger vi os med hinandens forskelligheder? Det gav den kendte tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas et bud på i sin klassiker The Theory of Communicative Action: Reason and the Rationalization of Society i 1984, hvori han viste, hvordan kommunikativ handling og dialog kan skabe forståelse mellem individer og i samfund.
Ifølge Habermas er dialog og aktiv lytning dog ikke kun redskaber for politiske eller samfundsmæssige forhandlinger, men også fundamentale praksisser, der fremmer dyb forståelse mellem individer.
I sit værk introducerede Habermas begrebet ”idealsituation for tale”, hvor alle deltagere har lige muligheder for at ytre sig uden frygt for at blive overrumplet af magtstrukturer eller fordomme. På individniveau betyder det, at vi skal skabe en samtaleatmosfære, hvor (1) alle stemmer bliver hørt. Det handler om at give hinanden plads og tid til at udtrykke tanker og følelser. Og der skal være (2) en ægte vilje til at forstå hinanden. I stedet for at være fokuseret på at vinde argumentet, skal vi være åbne over for at lære noget nyt af den andens perspektiv.
Ifølge Habermas er dialog og aktiv lytning fundamentale praksisser, der fremmer dyb forståelse mellem individer.
Ifølge Habermas er den aktive lytning central i denne proces. Det indebærer, at man (1) lytter uden at dømme, og at man forsøger at sætte egne forudindtagede meninger til side og lytter nysgerrigt. Parterne i dialogen bør (2) stille opklarende spørgsmål. Ved at spørge ind til baggrunden for den andens holdninger eller erfaringer, kan man afdække dybere meninger og forstå konteksten for den andens ståsted. Sidst, mener Habermas, er det er essentielt, at parterne (3) bekræfter den andens udsagn. Ved at gentage, hvad man har forstået, viser man, at man forsøger at fange essensen af den andens perspektiv.
At anerkende og respektere forskelligheder
Habermas ser dialog som en proces, hvor man ikke nødvendigvis skal nå til enighed. Formålet er at opnå gensidig anerkendelse af hinandens ret til at have forskellige synspunkter.
På individniveau betyder det blandt andet, at (1) forskelligheder bør ses som en ressource. Hver persons unikke erfaringer og synspunkter kan bidrage til en rigere og mere nuanceret forståelse af verden. Desuden mener Habermas, at det (2) hjælper os til at udvikle empati for hinanden. Ved at lære at sætte sig i den andens sted, kan man bedre forstå, hvorfor personer tænker eller føler, som de gør. Dialog medvirker også, at (3) vi på udvider vores egen horisont, så vi bliver opmærksom på, at vores egen måde at tænke på, ikke er den eneste rigtige.
Den dialogiske praksis er essentiel for at mindske polarisering, skabe meningsfulde relationer og et inkluderende fællesskab, hvor forskellighed ses som en styrke frem for en hindring.
Når vi engagerer os i dialog på den måde, bliver uenigheder ikke nødvendigvis til konflikter, men snarere muligheder for at lære nyt, skriver Habermas i sin bog.
I stedet for at forsøge at ændre den andens mening, fokuserer vi på at (1) forhandle om fælles værdier. Det betyder, at vi i højere grad leder efter underliggende værdier, som vi deler frem for at lede efter og diskutere det, vi er uenige i. Det skaber (2) en fælles forståelsesramme. Ved at arbejde sammen om at definere, hvad der er vigtigt for begge parter, kan vi opbygge en solid grund for videre dialog og samarbejde.
Derfor er den dialogiske praksis essentiel for at mindske polarisering, skabe meningsfulde relationer og et inkluderende fællesskab, hvor forskellighed ses som en styrke frem for en hindring.