Der er en skønhed i forskellighed. Hvis alting fremtrådte ens for de menneskelige sanser, ville det opfattes som grimt, kedeligt og uskønt. Skønheden i forskellighed ses om noget i naturen med dens utrolige mangfoldighed af former, farver, dufte og lyde.
I Danmark er vi så heldige, at vi lever med fire ret så forskellige årstider, og vi kan derfor glæde os over at se den særlige skønhed ved foråret, når alting vågner, vi kan bade i sommerens lys, vi kan forundres over efterårets særlige farver, og, hvis vi er heldige, nyde en hvid vinter. Oplevelsen af naturens skønhed er fuldstændigt knyttet til erfaringen af dens forskellighed.
Forskellighed har mange farver. Foto: Oliver Ørskov
Et af de bedste mikroeksempler på naturens variation og forskellighed er menneskets legeme, det fysiske udtryk for menneskets natur. Det har Paulus ladet sig inspirere af, når han bruger det menneskelige legeme som et billede på rigdommen og skønheden i menigheden, i det kirkelige fællesskab, som det kommer til udtryk i den menneskelige forskellighed. Paulus bruger billedet af legemet adskillige gange i sine breve i det Ny Testamente, men han udfolder det særligt i det 12. kapitel af 1. Korintherbrev.
Paulus er imidlertid ikke den første til at bruge legemet som et billede på menneskelig mangfoldighed; den græske filosof, Platon, gør det samme i bogen Staten, hvor han beskriver den ideelle (by)stat på følgende måde:
Paulus fremhæver i langt højere grad rigdommen i forskelligheden, og han understreger, hvordan alle uden undtagelse er nødvendige.
Bent Bjerring Nielsen
– Den stat, altså, hvor de fleste mennesker siger ”mit” og ”ikke mit” om den samme ting og på samme måde, er det ikke den, der er bedst indrettet?
– Jo, i høj grad.
– Og er det så ikke også den, der har mest lighed med et enkelt menneske? Som når en finger på en af os bliver stødt, så bliver følgen, at hele det fællesskab, som legemet har med sjælen – og som er indrettet således, at det udgør en organisme, som er afhængig af det, der har ledelsen indenfor det – fornemmer det, og med det samme føler det hele smerte, idet en enkelt del lider, og som følge deraf bruger vi altså det udtryk, at det er mennesket, der har ondt i fingeren; og om en hvilken som helst anden del af mennesket gælder det samme forhold, hvad enten det er en smertefornemmelse i en del, der lider ondt, eller en lystfornemmelse i en del, der har det godt.
Hvis vi skal beskrive det her citat med et andet sprog end Platons eget, så kan man sige, at han først og fremmest er interesseret i sammenhængskraften i samfundet. Den sammenhængskraft skabes så, når der er en tæt forbindelse mellem den enkeltes og fællesskabets prioriteringer.
Det er enheden i forskellighed, der er værdifuld.
Bent Bjerring Nielsen
Læser man citatet i en større sammenhæng, er det tydeligt, at Platon er præget af en meget hierarkisk tænkning, hvor han ønsker, at den menneskelige forskellighed skal ind– og underordnes under det fælles. Platon værdsætter forskelligheden, men det fungerer i Platons forståelse kun, hvis alle finder deres plads i samfundsfællesskabets hierarkiske struktur.
Paulus bruger næsten de samme billeder som Platon, når han skal beskrive enheden i forskelligheden i det kristne fællesskab, i menigheden. Paulus taler som Platon om, at når et enkelt lem lider, så lider alle, men der er også markante forskelle mellem de to. Paulus fremhæver i langt højere grad rigdommen i forskelligheden, og han understreger, hvordan alle uden undtagelse er nødvendige. Det gør han ved at påpege, at hvis legemet kun bestod af én sans som f.eks. syn, hørelse eller lugtesans, så ville man være ilde stedt. Det er enheden i forskellighed, der er værdifuld.
Det andet punkt, hvorpå Paulus adskiller sig drastisk fra Platon, er i hans gennemført ikke-hierarkiske tænkning. Paulus sætter trumf på det, når han siger, at:
Forskellighed og skønhed kan ikke adskilles, da det i sidste ende udspringer fra Gud selv.
Bent Bjerring Nielsen
…de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer, som vi synes, er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed; de andre lemmer har ikke brug for det. Sådan som Gud har sammenføjet legemet, har han givet det, som mangler ære, desto større ære…
Det er en radikal tanke, som udspringer af det kristne syn på mennesket som skabt i Guds billede og derfor af uendelig værdi, selv om man skulle befinde sig nederst i hierarkiet.
Det drejer sig ikke kun om at finde sin plads i den store orden. Det drejer sig i højere grad om at bidrage med det, man har fået af Gud, og anerkende andres bidrag. Denne radikale tanke bliver hos Paulus netop til en understregning af skønheden i mangfoldigheden af menneskelige tjenester i menigheden og rigdommen i den enhed i forskelligheden, som udspringer af det.
Forskellighed og skønhed kan ikke adskilles, da det i sidste ende udspringer fra Gud selv.